2017 – året vi for alvor blev småbørnsforældre

Der er sket meget siden 2016. Jeg sidder også tænker på 2017. Året hvor pigerne tog deres første skridt, året hvor de sagde deres første ord (far😅) , og senere på året hørte jeg for første gang nogle kalde mig mor ❤️ Det var her at vi tog på vores første store rejse som familie. Det var året hvor jeg sagde mit arbejde op og året hvor jeg startede med at studere og bygge min arbejdsprofil op forfra. Det har været et år, som har føltes som uendeligt langt samtidig med at tiden har fløjet afsted.

Ensomheden

Det er også året, hvor jeg har følt mig lidt ensom til tider. Jeg tror det er fordi jeg har gået og tænkt mange tanker om arbejde, studie, pigernes trivsel i vuggestue og i det hele taget. Så er der også fremtiden – hvad med job, hvad med hus osv. Spørgsmål som hvordan er jeg mere i nuet og nyder en tid med pigerne, som jeg aldrig får igen og kommer jeg nogensinde til at føle mig udhvilet igen er vil jeg leve resten af livet semi udkørt. Der er forgået ret meget inde i mit hoved og det kan være et lidt ensomt sted at bruge for meget tid.

Jeg har været et sted mellem barsel og arbejdslivet og så på skolebænken. På barsel levede jeg virkelig barselslivet. Det var okay for mig, at være lidt afskåret fra noget af omverdenen. I år har jeg skulle finde min vej tilbage til sociallivet og veninderne, mine “interesser” og forene det med hverdag med 2 små og en røvfuld forpligtigelser!

Jeg har skulle finde den Lea, som ikke er mor. Jeg har til tider følt mig lidt fortabt, men heldigvis ikke så længe af gangen. Jeg tror det er en lang proces, hvor omstændighederne hele tiden skifter og man derfor nogle gange må starte lidt forfra.

Jeg håber på at finde en bedre måde at mestre alle rollerne i 2018!

Shit.. jeg er en af dem!

I 2017 er en af rollerne virkelig blevet tydelige for mig. En rolle jeg har kæmpet lidt imod, men jeg/vi er virkelig blevet “en af dem” på godt og på ondt. En af hvem, tænker du nok? Jo dem her..

Dem man sad og kiggede uforstående på for et par år siden. Jeg oplever det lidt, som da jeg stoppede med at ryge. Jeg gik fra at være en af rygerne til en af ikke-rygerne. Da jeg stoppede med at ryge, så tog min hjerne lidt tid at vende sig til, at jeg ikke skulle gå med rygerne ud osv. For hver gang rygerne rejste sig eller tændte en cigaret foran mig, gik det mere og mere op for mig, at jeg nu var på det anden side. For jeg er på den anden side, jeg er en af de der “småbørnsforældre”.

De der situationer..

For eksempel er det gået op for mig, at jeg meget ofte koger grønsager som sidedish, langt oftere end jeg laver nachos med kylling. For nej, jeg spiste ikke frivilligt grønsager før jeg fik børn, men jeg spise meget gerne nachos. Jeg bliver bevidst om, at jeg er småbørnsforældre, når jeg til en konfirmation sidder ved et bord, hvor det er umuligt at føre en sammenhængende samtal, fordi halvanden af bordet er under 3 år. Den anden halvdel af bordet render rundt som hovedløse kyllinger for at servicere den halvdelen under 3 år.

Når min morgenmad er tør og knasende, men ikke fordi den består af musli eller ligende. Nej fordi bollen jeg ville smører, men blev afbrudt, har ligget på bordet i over 1,5 time, før den ender med at blive indtaget på cykelturen unden pålæg. Det knasende kommer af at man har tabt det æble man greb på vej ud af døren 7 gange på vej op fra kælderen med cyklen, bollen og æblet i hånden på en gang. Hvorfor denne situation, jo fordi man ikke orker stå op kl 5 for at nå alt inden man skal måde kl 6.45, så man trækker den til kl 6 og sørger kun for at børnene er i tøjet og har fået mad.

Eller når man er

..kommet afsted til konfirmation i et sæt bukser, hvor lynlåsen er i stykker. Den går i hvert fald op hver gang jeg bevæger mig i dem (eller måske man er for tyk, men lader dette sæt bukser være i skabet, fordi ‘hvad nu hvis’ man en dag kan passe dem?). I hvert fald er det det eneste rene sæt og derfor det man hopper i. Det resultere så i, at da vi står op og venter på, at skulle ud af kirken vil jeg i smug lige lyne bukserne og her lyner jeg selvfølgelig skjorten fast i lynlåsen. Min søster er flad af grin og jeg oplever total panik et øjeblik.

Når jeg i Rema 1000 har et barn liggende på gulvet og det andet er ved at fylde kurven med Remas fulde sortiment af fignestænger. Det er som om at jeg forlader min krop og ser situationen ovenfra, fordi det lige pludselig går op for en, hvad det lige er der forgår. Det er den der handle situation man altid har set andre i.

Og så er der lige den sidste

Det går også op for mig, at jeg er småbørnsforældre, når jeg på årets sidste dag sidder alene med min familie. Jeg har ikke har haft overskuddet til at få spurgt nogle om vi skulle holde nytår sammen – eller måske det handler om, at jeg ikke ville trænge mig på, nu hvor jeg har lidt bagage med. Jeg havde også lyst til, bare at være os 4 herhjemme. For forstå mig ret – jeg elsker, at vi bare skal være os. Det der skræmmer mig er, at selvom vi selv har valgt det, så gik det op for mig, at vi ikke havde mange andre alternativer og det føles derfor lige pludselig ikke som et valg længere.

Jeg vil ikke for noget i verden bytte det at være småbørnsforældre væk! Jeg vil nok i 2018 og årene frem kæmpe med at finde min plads i det hele, men jeg tror på, at det bliver lettere med tiden. Jeg elsker, hvor jeg er i livet lige nu, også selvom jeg sjældent har haft mere travlt. Jeg er dybt taknemmelig for alt hvad jeg har ❤️ Jeg øver mig i at værdsætte det .. også de dage, hvor livet bare er for crazy. Jeg ved at 2018 bliver et godt år. Det er jeg slet ikke i tvivl om, det ved jeg bare! Jeg glæder mig til at byde det velkommen og tage et skridt mere sammen med min familie, ind i en fremtid, som jeg glæder mig til.

Nytårsforudsæt for 2018: den lader jeg lige hænge lidt endnu.. Nå nej, nytårsforudsæt for 2018 må være at føle sig udhvilet, bare en dag.

RIGTIG GODT NYTÅR ALLESAMMEN 🎉

Pas på jer selv og hinanden! ❤️

Her sad jeg og håbede på at blive gravid i 2015 – and so I did! Der er sket meget siden

Tak fordi du læste med!

Lea // Tvillinger For to

Skriv et svar