De forsømte børn

Ja, hvordan går det egentlig med pigerne. Er de traumatiseret af alt den pasning og omskiftelige omgivelser i juni, hvor far og mor har været ude at leve egoist-livet. Svaret er, at tiden må vise, om det har ødelagt deres barndom. Umiddelbart virker alt dog ved det gamle 😉 Selvfølgelig tog det lige et par dage, at komme tilbage i den rette rytme, men ellers er det gået så fint. I det hele taget går det bare rigtig fint. Ja, det er rigtigt. Det går sgu egentlig ret fint!

Det er forfærdeligt – jeg ved ikke, om det er janteloven (selvfølgelig er det janteloven!!), men det er helt svært for mig, at skrive et "positivt" indlæg. Derfor har det også været længe undervejs.
Men det er nu altså helt rart at kunne svare på "hvordan går det med pigerne"-spørgsmålene med, "at det faktisk går godt" ….. og faktisk mene det.

Nu vi er ved pigerne, så  tænker jeg, at jeg aldrig rigtig har skrevet pigernes "historie", kun udpluk deraf, så her får I Albertes i grove træk.

Alberte og kaldet Tut-tut

Alberte er barnet, der i 17 måneder simpelthen bare har sovet dårligt. Måske det er lidt løgn. De første 8 uger sov hun 3 timer i stræk om natten, nogen gange mere. Da hun blev 4 måneder stak det så helt af og hun vågnede hver time om natten. Efter dræn og en konstatering af astmatisk bronkitis blev det lidt bedre, men aldrig helt godt. Til tider har vi været ved at rive håret af os selv af magtesløshed, men konstaterede hurtigt, at det kommer man ingen steder med. Accept af ens virkelighed, er vejen frem.

For en uge siden sov hun så igennem for første gang – og 3 dage frem 🙌🏻🎉 Selvom vi er tilbage 7000 opvågninger, giver det håb og ro i sindet.

Hvad fanden fejler hun ?

Vi har nogen morgener kigget på hinanden og snakket om, at der måtte være et eller andet galt med hende. Så da en læge på onkologisk (hvor hun bliver fulgt med hende jordbærmærker) i maj spørg mig, hvad vi vil sige til, at hun bliver fulgt på børneneurologisk, tænkte jeg egentlig, at måske der faktisk var noget galt med hende.

Scanning hver 14. dag

Alberte er blevet fulgt skarpt under graviditeten, da hun var/er lidt lille. Hun fulgte stort set altid sin kurve, men lå til tider lidt under og er født 33% under "normal". 2140g født 37+0. Hun er født i UK og har siddet sådan det meste af graviditeten. Hun har 6 jordbærmærker og er født med "bådkranie". Hun var de første 9 uger låst i den ene side. Det var svært for nogle at opdage, dels grudet kraniet, dels grundet et langsomt nervesystem, som gjorde, at hun var lang tid om at "folde sig ud". Som 8 måneder fandt vi i samarbejde med en fysioterapeut ud af, at hun ikke ser optimalt. Hun har været i hænder på kiropraktor, fysioterapeut, zoneterapeut, ørelæge, egen læge, læger på onkologisk, øjenambulatoriet og nu børneneurologisk.

Fornemmer hun, at hun skal til en form for fagperson i dag, smiler hun stort på afstand i håb om, at de ikke rører hende og kommer de tæt på, siger hun "nej nej".

En smule paranoid

At være mor til et barn, der hele tiden er under opsyn fra i graviditet, gør at man bliver ret "hård". Det gjorde jeg i hvert fald. Man skal mande sig op til mange "måsker" ifb. med diverse udredninger. Det gør på den anden side også, at man til tider selv tror på, at der er noget galt med sit barn. Altså udover de der ret fredelige ting, som dræn, astmatisk bronkitis, briller og et lidt langsomt nervesystem. Jeg mener noget sådan virkelig galt. Så det var til stor lettelse, da hun som 11 måneder begyndte at kravle og da hun som 15 måneder så småt begyndte at gå. En milepæl der medfødte, at fysioterapeuten afsluttede hende. Vi, især jeg, åndede for første gang lettet ud og vi var helt rolige i, at hun blot er lidt langsom i sin motoriske udvikling

En kæmpe mavepuster

Så da en læge, så gerne vil henvise hende til neurologisk, bare som et sikkerhedsnet, blev jeg slået helt ud. Jeg vidste ikke, at jeg skulle have paraderne oppe. Jeg troede, at kampen var ovre. Det kom fuldstændig bag på mig. På vej mod bilen bar jeg Alberte mens jeg holdte hende tæt ind til mig. Tårene trillede uhæmmet ned af kinderne og jeg kan huske at jeg viskede til hende, at de alle var efter hende, men at mor og far nok skulle passe på hende. 16 måneders sårbarhed væltede ind over mig på en gang.

SÅ, hvad fanden er der galt med hende?

….. ikke noget som helst! Hun er scannet ift. jordbærmærkerne og der er intet at se på de indre organer. Briller, ja det skal hun have for livet, men fred være med det. Neurologisk vil gerne lige se hende som 2-årig. De vil gerne følge op på hende, da det var svært at vurdere, om hun var usikker i sin balance fordi hun først lige var begyndt at gå eller måske hendes syn, men umiddelbart synes de ikke se grund til bekymring.

Alberte er bom stædig! Hun er en fighter og hun vil fremad. Jeg tror på, at hun er givet det sind, for at overkomme forhindringerne i hendes krop. Vi er hammer stolte af hende og selvom at hun tit bliver væltet omkuld, så ved vi, at hun nok skal klare sig, for hun har altid kæmpet for at komme tilbage på benene igen.

 

Tak fordi du læste med! 

Lea // Tvillinger For to

7 comments / Add your comment below

  1. Så flot skrevet søde Lea. Og ja, I hsr nogle dejlige tøser. Mange knus fra Fasrer Lone og Onkel Erik. ❤❤❤

Skriv et svar