En mor der ikke savner sine børn

Nå, men hvad har jeg så egentlig brugt tiden på, nu hvor bloggen har passet sig selv (eller det vil sige, at momster.dk har passet på den 😉 )

Den overordnet grund til manglende indhold var egentlig, at jeg ikke havde noget på hjertet. Tro det eller ej #typendersnakkermeget – faktisk så meget at jeg blev nød til at oprette en blog, for ingen gad at høre på alt det snak i længden 😉

Jeg mistede overblikket

Egentlig havde jeg faktisk noget på hjertet, men tror ikke helt jeg forstod, hvad det var der skete omkring mig. Det hele gik i stå, da sad jeg sad og skrev på et indlæg om, at være væk fra mine børn. Jeg startede indlægget:

Kære Agnes og Alberte

Skulle I nogensinde læse dette håber jeg, at vi har givet jer nok med i rygsækken af rumlighed og et åbent sind, for det her har intet med jer personligt at gøre.

Egentlig vil jeg fortælle, at det ikke er svært for mig at være væk fra pigerne. For det har det aldrig været. Det har været helt naturligt. Jeg har aldrig følt savn, nærmere begejstring over, at jeg havde tid til mig selv, men også over, at pigerne var ude at få nye oplevelser og knytte bånd med familie. For det er enormt vigtigt for mig, at de gør det.

Jeg tror bare, at da jeg skulle skrive indlægget, gik det op for mig, at det ikke havde været svært førhen.

Jeg glemte at mærke efter

Efter Milano-turen, som indlægget blev affødt af, så reflektede jeg lidt over de følelser jeg havde undervejs på turen. Det fik op for mig, at jeg fortsat ikke savnede, ej heller følte jeg friheden over at være væk.

Jeg følte ikke rigtig noget. Ikke i forhold til mine børn, og slet ikke noget i forhold til mig selv – andet en konstant trykken på mine trommehinder indefra. Den trykken var væk da jeg rejste hjem. Dér gik det op for mig, at autopilot havde været slået til. Jeg havde bare været et hylster, der flyttede sig rundt efter mine omgivelser. Det var alfa omega for mig at komme afsted på den tur. Jeg skulle ned i gear!

Lige tilbage til at være separeret fra sine børn

Jeg vidste godt, da jeg tog afsted, at jeg var presset, men det gik så også op for mig, at jeg ikke kun flygtede fra mor-rollen, men fra alle de roller jeg gik – og  fortsat går ind og ud af. Men for at holds mig til emnet om at være separeret fra mine børn, så tog Simon og jeg til London. Turen var planlagt på værst tænkelige måde #leaforfaen. Det resulterede i, at pigerne blev passet af 3 forskellige.

Blandt andet startet de ved faster Susi, hvor de aldrig havde overnattet før. Heldigvis har de så bare verdens bedste faster Susi, mormor og moster så alt gik fint de dage.
Der var det anderledes end Milano turen, dels fordi de var hjemme ved Simon på den tur, men på London turen skulle de passes 4 overnatninger. Det var svært at tage afsted fra dem, men havde det hurtigt fint med det og tænkte ikke så meget over det på turen. Jeg glædede mig dog ret meget til at se dem igen, da vi skulle hjem. Og så glædede jeg mig til, at næste ferie der skulle holdes ville være sammen hele familien.

Men så skete der noget..

Som de egoist forældre vi er, skulle vi også på Tinderbox. Her havde min mor dem en overnatning. Derefter kørte hun dem til Sønderborg, til min bror og svigerinde, hvor de skulle være 2 overnatninger.

Jeg ringede tudende til min mor “hvordan gik det”, “har de sovet godt”, “sagde de noget”, “var de kede af det”????

Jovidst, jeg havde fået lidt at drikke og vi ved jo alle hvad det gør ved ens følelser, meeeeen jeg kunne slet ikke slippe tankerne om, hvordan pigerne havde det. Da jeg kom hjem første aften savnede jeg pigerne så inderligt.

Jeg fik mig en god monolog om, hvad det var at der var på spil, og hvorfor det var så svært, når nu jeg selv havde valgt det. Jeg gav slip på følelserne, forsikrede mig selv om, at pigerne havde en fest (for det havde de virkelig) og at jeg bare skulle havde det sjovt (og det havde jeg satme!).

For mig er morfølelserne kommet med tiden og det kommer egentlig bag på mig. Det bliver sværere og det overrasker mig, hvad jeg reagere på.

Andre der kun synes at det bliver mere overvældende med tiden, frem for overvældelse og instant forelskelse fra fødslen??

Tak fordi du læste med!

Lea // Tvillinger For to

Skriv et svar