En mors værste mareridt!

Jeg tænker, at eksempelvis være noget i stil med, at komme hjem og se en ambulance holde foran ens hjem og dernæst erfare, at noget forfærdeligt er sker i ens hjem. Det var, hvad jeg oplevede forrige uge. I hvert fald delen med, at en ambulance var parkeret foran vores lejlighed og at noget var sket i vores hjem.

Jeg kommer cyklende hjem fra toget. Da lejlighedsbygningen bliver synlig for mig, ser jeg en ambulance holde foran den. Jeg tænker først at det må være hos nogle af de andre. Hvorfor skulle det være hos os? Jeg havde det selvfølgelig heller ikke rart ved tanken om, at der skulle være sket en af naboerne noget. Det næste jeg ser, er min mor som står i hoveddøren. Hun har taske og jakke på. Kl er ca. 16.55, så reelt set kunne hun har have besluttet sig for, at smutte forbi efter arbejde. Det er sikker bare en tilfældighed at hun står og peger op af trappen og snakker til ambulancefolkene, tænkte jeg.

Jeg observere alt dette, fordi jeg ikke kan komme over vejen for trafikken. 5 sekunder efter de er gået ind, kan jeg cykle over vejen. Døren til opgangen står åben, så jeg kan med det samme høre Agnes skrige ude i opgangen, så jeg ved der, at døren til vores lejlighed er åben. Det kunne jo bare være Simon der lukkede min mor ind. Agnes plejer dog ikke at skrige, og slet ikke så panisk, når min mor kommer – tværtimod! Da jeg træder ind i opgangen ser jeg ambulancefolkene gå ind i VORES lejlighed. Lige dér stod mit hjerte stille et kort øjeblik. Min mor har taget Agnes op, så jeg går faktisk bare lige forbi dem. Jeg skal vide hvad der er sket!

Simons trøje har set renere ud

10 længste skridt i mit liv

Vores dør lukkes indad, så da jeg først træder ind i lejligheden, kan jeg ikke se ind i stuen. Jeg kan kun fornemme, at alt er ret roligt derinde. Jeg skubber døren til side og ser at der er blod på det meget af stuegulvet. I hvert fald mere end hvad jeg før har set som vuggestuepædagog, så jeg vidste at enten havde Simon eller Alberte slået sig ret meget.
I sofaen sidder Simon med Alberte på skødet. Han holder et viskestykke på hovedet af hende. De er begge smurt ind i blod. Alberte kan næsten ikke se ud af brillerne, den lille mus. Det mest absurde og  det billede, som jeg ser for mig, når jeg tænker tilbage på det, er Alberte der sidder der med sin nulle og nulle er også bare smurt ind i blod.

 

Hun har det her jordbærmærke..

..høre jeg heldigvis ret hurtigt Simon sige til ambulancefolkene. Der udbryder jeg på sidelinien “åh er det bare jordbærmærket”. Nøøøj, en lettelse! Selvfølgelig var det stadigvæk ikke rart, men alt det blod gav pludselig mening. Jeg vidste også også fra Onkologisk afdeling, at det kunne bløde meget (dog ikke lige frem en sprøjteblødning). Jeg var også informeret om, at det skulle behandles som en hvert andet sår, så var ret sikker på, at der ikke skulle gøres noget, når blødningen var stoppet.

Ambulacefolkene ville dog gerne have os med på skadestuen, da de ikke kendte noget til jordbærmærker. På dette tidspunkt blødte det også stadigvæk, så vi følte os heller ikke trygge ved andet. Da vi kom derind var blødningen stoppet. Lægen vidste heller ikke så meget om jordbærmærker, så spurgte lidt til, hvad vi havde af viden. Vi vidste jo, at det var som et hvilket som helst andet sår og da det ikke gabte mere end hvad det gjorde, blev vi heldigvis bare sendt hjem igen.

A hvad har hun?

Der er åbenbart ikke mange der ved noget om jordbærmærker. Da Simon ringede 112 forstod de på alarmcentralen ikke, hvad der var sket. Til sidst sendte de ham videre til en sygeplejerske der heller ikke helt forstod ham. Damen spurgte ham også lige om han ikke kunne tage hende (Alberte) op, så hun ikke græd så meget. Når man står som tvillingefar ALENE med tvillinger på 20 måneder, hvor den ene er på armen med blodet sprøjtende ud af hovedet og den anden står panisk angst og skrigende på gulvet, så skal man VIRKELIG holde hovedet koldt. Især når man skal omstilles, ikke forståes og der også bliver indikeret, at man har ladet sit barn ligge skrigende på gulvet. Simon kan heldigvis godt holde hovedet kold og havde bare til sidst, nok i en lidt stram tone sagt, at de bare skulle sende den ambulance nu!

Seje far

For Simon har det været en hel anden oplevelse end for mig. Jeg kan godt mærke, at det rørte mig, men var ikke en ubehagelig oplevelse. For Simon har det været mere overvældende, dog ikke noget han er påvirket af. Jeg kan slet ikke forstille mig, hvordan det må være, at tage sit barn op og så står der bare en stråle blod ud af hovedet. Jeg tror at han inde for 2 min har fået hentet en stofble til at lægge pres på blødningen med, fået ringet 112, ringet til min mor og installeret sig i sofaen, så Agnes kunne søge trøst ved ham og Alberte kunne ligge med sut og nulle ved siden af ham med stofble på hovedet. Han er ret sej, ham Simon-tvillingefar!
For Agnes har denne oplevelse nok været mest traumatisk. Hun fornemmer nogle gange sine omgivelser mere end hun burde. Det at opleve Alberte så ked af det og smurt ind i blod, en far der måske lige var lidt anderledes end han plejede og så kom mormor, ambulancefolkene og mor næsten på en gang, det har sat lidt spor.

Er jordbærmærket så faldet sammen?

Det spørg de fleste om, hvilket jeg godt kan forstå. Svaret er nej. Det ligner sig selv. Der er så mange blodkar i det, at det ikke sker. Mange tror at jordbærmærket er en udposning af blod og at det derfor vil falde sammen, hvis det springer, men det er en udposning af rigtig mange blodkar.

Jordbærmærket lyser fortsat rødt

På billedet ses det tydeligt, at det ligner sig selv. Det ses også tydeligt, hvor meget blod vi snakker om, at der kommer når sådan et springer.
Jeg skal måske lige nævne, at det ikke er sprunget af sig selv. Mig bekendt sker det da heldigvis aldrig. Hun er faldet fra sofaen ned i sofabordet. Vi tænker at trykket har været så stor, at det så er sprunget 2 steder. Det ene sted heldigvis ikke så dybt.

Hvad så nu?

Nu har det dannet fint sår og vi venter på, at det heler fuldstændigt. Vi er opmærksomme på infektion. Jordbærmærket forsvinder med tiden af sig selv og det er ikke noget man opererer væk, når det sidder som Albertes. På den ene side, tænker vi at det er heldigt, at det ikke er sket før. På den anden side stiller vi spørgsmåltegn ved, om vi måske skulle have takket ja til behandling alligevel. Men er det ikke livet som forældre – at man hele tiden overvejer, om man tog den rigtige beslutning?

 

Tak fordi du læste med!

Jeg har skrevet lidt mere om Alberte i et tidligere indlæg.

Skriv et svar