Flyver I 20 timer med små tvillinger?!

Hello Momster!

Jeg vil lige starte med at knytte et på ord til, hvorfor bloggen ser anderledes ud. Jeg har valgt at flytte den til et netværk med andre “mor bloggerer”, nemlig momster.dk. Jeg synes at bloggen trængte til nogle legekammerater og glæder mig til at være en del af et netværk. Pt. hedder bloggen tvillingerforto.momster.dk, men bliver snart rettet tilbage til tvillingerforto.dk. Nu til turen til Australien.

Når alt tænkeligt går galt

Lige nu sidder jeg i flyvet på vej mod Dubai. Her skal vi mellemlande inden vi skal det sidste (lange) stykke mod Adelaide. Vi har fløjet ca 3 timer. Det er fuldstændig absurd at tænke på, da det føles som at vi har rejst et døgn allerede! Når vi er kommet hjem, så tænker jeg at lave et rejse indlæg – sådan en rejseguide til at rejse med små børn. Pt lyder guide alt for optimistisk i mine øre. Det eneste jeg vil guide folk til nu er DONT freaking do it!!

Dagen starter således

Alberte
Alberte nupper en lur på sofaen inden afgang

Vi vågner 5.36. Det er lige skiftet til vintertid, så det er egentlig ret acceptabelt. Pigerne kommer op i sengen. Alberte ligger sig helt ind til mig og der bliver hun bare liggende. Normalt vare sådan noget kun 2 min – og det er længe, men lige her ville hun ikke med op. Hmm, feber? Nej, hun er ikke varm. Hun er virkelig bare slatten. Da hun endelig vil med op, vil hun kun ligge på sofaen. Her ligger hun sig så til at sove. Simon og jeg kigger på hinanden med et indforstået blik: så startede den ferie sgu.

OFF we Go

Vi får pakket bilen og kommer 30 min for sent afsted. Vi er bare møg elendige til at komme ud af døren til tiden! Turen til Hamborg går fint. Da vi nærmer os lufthavnen er pigerne ved at være utålmodige og sultne. Vi skal bare lige parkere bilen. Simon er blevet udnævnt rejseleder hjemmefra (det nægter han dog alt kendskab til), så det har han styr på. Eller..  Jeg spørg ham for et par uger siden “hvad med parkering”, hvortil han svare “det er nemt nok”. Der er simpelthen SÅ nemt, at vi køre rundt i 45 min med to skrigende børn. Ja nemt, det var det…. fandme ikke. Måske for den forberedte eller den uden skrigende tvillinger.

Det ender faktisk med, at jeg i et mindre raserianfald tømmer bilen for ting og børn og så må Simon tage sig af bilen, men jeg går ned til gaten (hvilket jeg slet ikke ved om er muligt, men det er tyspisk mig, når jeg bliver gal). Pigerne er paniske, for de kan godt mærke at mor og far er presset. På det her tidspunkt har Alberte også haft lort i sin ble i 1 time, så vi føler os virkelig som årets forældre. Bilen bliver parkeret og vi kommer på en bus til terminalen.

Run, Simon RUN!

Vi har misset tjek-ind, så vi tjekker ind elektronisk. Vi er dog stadigvæk ikke i for god tid. Da vi skal tjekke vores bagage ind spørg vi selskabet til, hvor vi skal hente vores airshell. Det bruger de 15 min på at finde ud af. Fordi vi er i så dårlig tid må Simon bare begynde at tjekke vores anden bagage ind. Endelig finder de ud af, hvor vi kan hente vores airshell: “you husband has 10 minuts to get it in terminal 2”. Så op på skulderne med Agnes og afsted de løb. Alberte og jeg blev tilbage og lavede fortsat kø. Vores bagage kunne nemlig ikke tjekkes færdigt ind, før barnevognen kom i en airshell.

“One moment, something is wrong”

… siger manden og smiler til mig. Han kommer tilbage og spørg hvor lange vi skal være i Australien. I stedet for at svare, spørg jeg til, hvad der er galt. “Sometihings wrong with your Visas”. Åh nej! Bare nej nej NEJ, tænker jeg.

Da jeg søgte vores visum kom jeg til at søge mit med et forkert navn. Jeg glemte simpelthen at skrive mit efternavn på. Jeg overvejer stadigvæk, hvordan jeg kan være så distræt! Jeg får det dog alligevel “granted”. Jeg søger for en sikkerheds skyld et i mit fulde navn. Det får jeg ikke granted med det samme, så i panik søger jeg om at få begge annulleret, så jeg kan starte forfra. Jeg tænker derfor, at jeg har lavet rod i den og at Simon nu skal alene til Australien med pigerne.
Heldigvis er det bare noget med måden navnene er skrevet på og det fixer de ved at ringe til Australien.

NU kan vi endelig gå op og komme ombord på flyvet. Vi er på dette tidspunkt totalt svedige og stresset. Klokken er 15 og Simon og jeg har stadigvæk ikke fået noget at spise, så lunten er kort. Alt dette allerede inden vi overhovedet har fløjet et eneste minut af de 20 timer vi har foran os. Og nå ja, vi fik så endelig skiftet Albertes ble. Resultatet af den lange vente tid var lort på body og strømpebukser. Tror I at jeg havde jeg skiftetøj med i håndbagagen? Selvfølgelig …
havde jeg da ikke det. Good luck Lea og Simon! To be continued…

Tak fordi du læste med! 

5 comments / Add your comment below

  1. Puh, man får da helt sved på panden.
    Vi sidder selv i Australien lige nu – med to børn. Dog ikke tvillinger, men jeg kan godt følge dine frustrationer og “fuck det, nu skrider vi til gaten, så man han sgu fikse det!”-frustrationer. That could have been me.
    Jeg håber i er kommet godt frem!
    Hvis du vil læse vores erfaringer om turen herned og tiden hernede er du velkommen til at kigge forbi. Jeg har skrevet lidt om turen herned her: http://littlehugelove.dk/lang-flyvetur-australien/
    Og hey. Velkommen til Momster.
    Aussie high-five herfra!

Skriv et svar