Hvis jeg kunne gøre det hele igen

Hold kæft det der med at blive mor er overvældende. Jeg stod den anden dag i kulden og vuggede en bund hysterisk Agnes. Holdt! Jeg gider ikke en gang uddybe, at jeg godt ved mit ordvalg ikke er pædagogisk eller at jeg godt ved, hvad der i virkeligheden er på spil for hende #stopmorpolitiet

At stå derude og vugge hende i barnevognen satte lige pludselig det hele lidt i perspektiv. Jeg har ikke sået der, på den måde, i næsten et år. Det mindede mig om barsel. Det mindede mig om, hvor udkørende de evige kampe var. Samtidig mindede det mig om, at det har været dem alle værd. For mig har det virket som en kamp, men i virkeligheden har det handlet om at vise mine børn, at de kunne stole på mig, at vise dem, hvor de havde/har mig, så de i sidste ende har overgivet sig til søvnen, men også min tryghed. Det gav mig igen følelsen af at være stærk. Den følelse jeg også havde under barsel. Følelsen af at være stærk for mine børn.

Det lyder måske lidt mærkeligt, men jeg havde en mission. Livet gav mening i de situationer. Selv de dage, hvor tårerne løb ned af mine kinder i afmagt over manglende søvn, mad og frustration, var der noget helt inde i mig der kunne have fortsat kampene. Den følelse af, ikke at kunne give op, har jeg først mødt efter jeg er blevet mor. Det var også den følelse der drev mig til at sige mit arbejde op.

Nu er kampene nogle andre. Dem om søvnen er reduceret til kortere perioder. Pigerne er nu trygge nok i sig selv til at sove selv. Dog ikke den anden dag.

Sygdom

Ja, det er alle ramt af for tiden. Sygdom er grunden til det hele var lidt svært. Begge piger og jeg var syge. Nøj jeg kæmpede med, at de ikke vil have hinanden for tæt på. “Nej, Agnes ikke med” “Alberte gå væk”. Jeg rummer som udgangspunkt dem begge, men min tålmodighed kom på prøve, da de ikke kunne rumme hinanden.

Hver sit hjørne

Da jeg godt kunne se, at den situation vi var i ikke var givende, satte jeg dem i hver sit hjørne. Vi har en stor sofa, så nu kunne de ikke nå hinanden. Der var ro og de legede med deres nye perler i hver sin side. Jeg kunne endda lige få ryddet lidt op. Da jeg satte mig i sofaen, sad jeg egentlig bare alene i midten. Jeg snakkede og legede lidt med den ene, så lidt med den anden. Agnes ville gerne op til mig. Alberte blev derfor ked af det og vil også op til mig. Igen mindede det om barsel. Egentlig mindede det mig om starten som tvillingemor.

Bare læg dem over

I starten sov de aldrig på mig – eller Simon. På sygehuset sagde de “bare læg dem – lær dem at sove selv og så I kan få slappet af”. Egentlig giver det jo godt mening. Jeg var også hunderæd for at lave dårlige vaner med pigerne. Jeg var så bange for at blive kvalt af to børn, som kun ville sove på mig. Jeg frygtede, at jeg ikke var nok for dem. Jeg var sikker på, at de havde mere brug for hinanden, end de havde for mig. Derfor sov de aldrig på mig som små. De sov altid i deres seng sammen – og senere hver for sig. Der er ro, når de er selv – placeret i hver sit hjørne. Det er som om de er indforstået med, at det er svært når vi alle 3 skal være tæt. I hvert fald svært for dem.

Dermed ikke sagt, at de/vi aldrig vil sidde sammen. De vil de også gerne. Den anden dag havde helt sikkert noget at gøre med, at de ikke var på toppen. Jeg skrev en gang et indlæg om deres “tvillingebånd”. Det bånd man ikke underkende, da de helt klart har noget specielt og indforstået sammen.

Samtidig er de så forskellige, at det til tider og har virket som en stor udfordring for dem. Alberte er meget en “en’er” og Agnes er meget social, så de bryder oftest hinandens grænser. På den anden side lærer de også rigtig meget af hinanden.

Så skulle jeg gøre det hele igen

Ja, så tog jeg gerne alle kampene igen. Og jeg tog flere til. Jeg tog især gerne dem med to børn der kun vil sove på mig. Jeg ville kæmpe mere for, at vi alle kunne være nære på en gang. Det stiller mig dybt i hjertet, når jeg ser folk med små børn på Instagram skriver “baby tillader ikke andet end vi skal sidde her hele dagen” og så et billede af en baby der sover på dem. Jeg er helt med på at det er kvælende og pisse hårdt, men hold nu op, hvor det kommer til at ske for mig, hvis jeg får en en’er en dag.

Nærvær er guld værd

Jeg ELSKER når pigerne sover på mig. Jeg elsker, at de har brug for mig. Når de er syge vil de især gerne være tætte hele tiden og det har jeg intet imod. Heldigvis er de oftest syge hver for sig, så jeg kan være der 100%  for den ene. Jeg siger tit til Simon “skal vi ikke tage dem med op i sengen, når vi går i seng”. Den ide er han dog ikke helt med på.

Nogle gange hader og elsker jeg det på samme tid. Det er lidt en søvnrøver, men det er det værd. Jeg vil ikke bytte, at de kan sove selv. Jeg vil ikke sammensove. Jeg sætter pris på at kunne lægge dem i barnevognen og høre dem fortælle små historier til bamserne til de selv falder i søvn, men jeg ville gerne have turdet at give dem lidt mere nærvær som små. Jeg ville gerne have givet dem lidt mere af mig selv.

En sjælden stund fyldt med kærlighed <3
Lea // Tvillinger For to

4 comments / Add your comment below

  1. Tak for dette skriv! Du rammer så meget plet på lige hvordan jeg har haft det (og stadig har det). Jeg har et hold tvillinger på 4 år og ALT det du skriver i dette indlæg er som taget ud af mit liv og mine tanker. Vi blev også rådet til at lade dem sove selv fra sygehuset, så vi havde frie hænder hvis der var en der havde brug for os. Jeg fortryder ikke den tid der er gået, men nogen gange vill jeg ønske at jeg havde siddet mere med dem og bare været til stede. Ikke hele tiden have en “frygt” i maven over at den anden vågnede og jeg skulle rejse mig, og derfor ikke sad med dem når de sov eller når jeg var alene med dem til måltiderne.
    Jeg gjorde også gerne det hele igen, for hvor er det fantastisk at have tvillinger, men jeg ville gøre det med den vidden jeg har nu og gøre nogle ting lidt anderledes med den risiko der er ved at prøve noget nyt.

    1. Jeg beklager mange gange, at jeg ikke har fået svaret. Havde slet ikke set din kommentar eller andres for den sags skyld. Kuk i teknikken 😉
      Hvor er jeg glad for at du deler tilbage! Nogle gange når jeg har skrevet noget, kan jeg blive i tvivl om jeg er alene med det.
      Som du beskriver det, så set i bakspejlet, så var jeg styret af en frygt for, at en skulle vågne osv. Ikke fordi jeg ikke magtede dem, men jeg følte bare, at jeg hele tiden skulle planlægge 10 skridt frem og nemlig ikke var tilstede, som du skriver.
      Den viden jeg har nu, ville være guld værd for Lea der stod og skulle føde. Jeg går også og tænker over, hvordan jeg kan give den videre til andre gennem bloggen. Hehe, dog behøvede jeg ikke vide, hvilke crazy to år vi stod og skulle igennem 😉

Skriv et svar