Altanskubberen

Underskud og en blog

Der er mange som siger til mig, at de simpelthen ikke forstår, at jeg har overskuddet til at skrive på en blog, når nu vi er så presset med pigerne. Ligesom alt andet på de sociale medier, så er det ikke det hele billede der er synligt. Eksempelvis i dag vil jeg vædde med, at dette indlæg er færdigt inden Agnes er faldet i søvn. Jeg skriver nemlig, når jeg står på min altan og hvileløst vugger vognen frem og tilbage. Eller det er ikke bare frem og tilbage. Der findes nemlig mange vuggeteknikker. Små ryk til siden, dybe vug til siden og frem – og også slalom. Var den sidste ikke tilføjet, var dette indlæg begyndt at tage en forkert drejning. 

Jeg skriver alt i “Noter” og derefter copy + paste. Det er skide smart! I dag har jeg ekstra skrivetid. Agnes faldt  i søvn inden jeg fik lagt Alberte. Normalt. Bliver lige nød til at indskyde, at ikke meget falder under “normaken” herhjemme, men til de første lur plejer de at blive puttet på samme tid. Hvornår de vågner er udfaldgivende for, om de er synkrome eller ej, resten af dagen. Men any ways, normalt giver jeg dem begge tøj på og lægger dem på samme tid. Inden der skifter jeg dem, så det, der skete i dag, ikke burde ske. Nemlig en lorte ble.  Alberte var synderen. Så ned i vognen med Agnes, spænde fast (vi havde en lille episode i sidste uge😳), og tilslut på med monteringkittet, aka sut og nulle. Jeg skifter Alberte og Agnes falder i søvn. Da jeg skal putte Alberte vågner Agnes. Så starter kampen – og min skrive tid.

“Har du været i seng siden jeg sidst hilste på dig der?”

Så nu står jeg her med fedtet hår og mascare under øjnene fra i går (og forgårs hvis jeg skal være lidt ærlig). Jeg er iført et par løbebukser, som jeg fandt under sofaen og i jakke, men undertrøje under, mens jeg skubber den skide vogn, med alle mine fine teknikker. Jeg står på min altan og vinker godmorgen til alle naboerne. De smiler alle venligt, men fordi jeg står på en altan med “gitter” føler jeg mig mest, som en abe i et bur. En abe i bur, som de alle kigger på med venlige, forstående øjne. En nabo sagde en dag “har du været i seng siden sidst jeg hilste på dig der”. Jeg forstår ham godt, for jeg står der virkelig meget. Og lige lidt sover babyerne. Hvorfor er det, at babyer tror, at når de har lukket øjnene FEM FUCKING MINUTTER, at de har sovet en lur? Det er helt misforstået! 

Nå men, det var det der med, hvor jeg fandt tiden og overskuddet til at skrive. Det gør jeg, der hvor jeg skal have tiden til at gå, med at vugge børn i søvn. Der er rent terapeutisk. Der er delvist ro fra ugerne, der hænger ikke en på min arm og jeg behøver ikke forholde mig til rodet i lejligheden, fordi jeg i den vuggende stund ikke kan andet end at blive stående. Plus, at jeg altid ender med at stå og flytte vægten fra det ene ben til det andet, hvilket også gør mig ret afslappet. Prøv det! 

Som før skrevet, så bor vi ved siden af et sted, hvor de er ved at rejse en nybygning, så arbejdsfolket høre pt musik på fuld knald. Pigerne kan heldigvis sove igennem det og jeg bliver mindet om min ungdom med dans, byture, høj musik og jeg får lyst til at stå og rokke lidt med. Så det er ikke altid helt skidt at have babyer, der nogle gange skal have en hjælpende hånd til at falde i søvn.

3 kommentarer til “Altanskubberen”

  1. Pingback: Tid til afklaring! - Tvillinger For To

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Scroll til toppen