Året der gik

Idioter med kanonslag

Jeg sidder og skriver på et lille tilbageblik på 2016. Jeg vil starte ved en af årets sidste dage, fordi det er så sigende for morlivet. D. 27 december blev det lovligt at fyre krudt af. Og det gjorde folk så. Førhen havde jeg nok ikke tænkt så meget over det, men nu da vi har fået børn, er det lidt anderledes. Det er nemlig ubeskriveligt frustrerende, når andre vækker ens barn. Med tvillinger afføder det altid en angst for, at det vågne barn, så videre vækker det sovende barn. 

D. 27 december sagde begge piger godnat kl 18. Det må have været hårdt, at holde jul. Der sker så det, at der selvfølgelig er nogle, der fyre kanonslag af, et sted i kvarteret. Kort sagt; idioter! Det er ikke bare et, men det stod på i 30 min.. Det virkede som om, at de havde bygget en utålmodighed op over et år, og nu skulle det bare være! Nu skulle deres mandighed igen boostes i form af et kæmpe knald. Det havde formenligt været umuligt at opnå igennem året, så denne dag var deres dag! Det vækkede Alberte – adskillige gange. Selvfølglig var det også den dag, hvor vi havde rykket Albertes seng tilbage på pigernes værelse, så de igen sov på samme værelse. Hun har ellers sovet i sin seng, i soveværelset, de sidste par måneder. S tog en tålmodig kamp med hende og jeg bad bare til, at Agnes ikke vågnede. Det gjorde hun selvfølgelig. 

Det er, når jeg tænker over det, ret skræmmende, så stor en påvirkning det kan have på mig, når pigerne vågner, hvor “de ikke burde”. Det er jo nærmest med hjertebanken og klamme hænder, når alarmen slår ud. Når det så er andre, der vækker dem, især folk med kanonslag, så ser man nærmest sig selv løbe ud på gaden i nattøj, med strit hår og ild i øjnene. Som en sporhund trænet til, at opspore idioter med kanonslag. Jeg konstaterede dog hurtigt, at det ville være for koldt.
Ja ja, jeg er med på, at det er mit valg at få børn og bosætte mig i Odense C. Jeg vil dog lige indskyde, at der nu ikke er roligere på Vestfyn, hvor jeg er fra, når det kommer til ulovligt fyrværkeri. Pigerne er vant til at sove fra larmen i baggården og Kochsgade, men et kanonslag, det kan de ikke. Måske jeg skulle træne dem i det til næste år. Eller ikke. Der vil jeg fortsat være møg bitter mor over, at nogle vækker mine børn. Det må andre mødre da også kende til? Eller er jeg den eneste, der har ét forhold til de fysiske børn, kontra et angstfyldt og skræmmende  forhold til de to børn med horn, som jeg høre igennem alarmen? 

For at slutte den lille fortælling af, så behøver jeg nok ikke skrive, at det jo ikke handler om, at andre folk er idioter. For det er de kun i kraft af, at jeg er træt. Som pædagog-Lea ville sige til underskuds-Lea “jeg kan godt forstå, at du er træt og frustreret .. der er dog ingen idioter her”. Det handler jo i bund og grund om følelsen af, at lige at have gjort rent og en går ind med mudder-beskidte sko. Der er selvfølgelig plads til alle. 

Et lille tilbageblik på 2016

Nytår og nytårsløjer ligger op, til et  lille tilbageblik på 2016. Jeg kan huske, at jeg ikke havde lyst til, at se tilbage på 2015 sidste nytår. 2015 var et år, der mest af alt bød på fortvivelse og bekymring. Det var godt nok året, hvor vi blev gravide, men det var også året, hvor vi mistede. 2016 blev så året, hvor vi blev forældre. Jeg tror stadigvæk ikke helt, at jeg kan sætte ord på, hvad det vil sige for os. Vi er så meget midt i det og dagene flyver afsted. Det er så mange ting på en gang, dog mest af alt livsbekræftende. Jeg føler er en stor taknemmelighed. Taknemmelighed for at have fået lige de to piger, som vi har fået. Jeg er taknemmelig for at, på trods af hvor sindssygt hårdt det er, så er de gode ved os. Agnes og Alberte er år 2016 for os.


Det var også første gang, siden mit første job som 13-årig, at jeg ikke har arbejdet som lønmodtager – og så i et helt år. Jeg kan være helt i tvivl om, hvem Lea med et professionelt virke er. Jeg håber, at det langsomt kommer tilbage, når jeg skal på arbejde igen.

2016 er det år, hvor jeg/vi er blevet testet allermest som individer, men også som par. Det har vist mig, at jeg er langt stærkere end jeg troede. Jeg håber, at jeg i fremtiden kan finde den styrke frem igen, skulle jeg stå og tvivle mig selv. Jeg har aldrig tvivlet at S og jeg skulle klare dette – og at S slutter året af med at fri, må jeg tage som at han har det på samme måde. Det kræver en god kommunikation, evnen til at se indad og at kunne sige undskyld. Vi øver os stadigvæk. Det har vi heldigvis fortsat mange år til, for vi mestre det ikke altid særlig kønt. Det har været et år med op og nedture. At få rystet sin grundvold på den måde, som jeg har oplevet ved at blive tvillingemor, byder både på styrke, men også sårbare øjeblikke. Øjeblikke, hvor det kan være svært, at se det næste skridt. At blive forældre er alle følelser. Nogle gange en af gangen, andre gange allesammen på en gang. 2016 var et år, der på så mange måder er ude af kontekst for det liv jeg/vi ellers har levet, men jeg vil ikke tilbage, kun fremad her fra.

Hvad så med 2017?

Det er i dag d. 4/1 og mit vestjyske sjak er tilbage inde på naboadsressen. Da jeg først blev mødt af dem til morgen, gav det et suk og fornemmelse af grå hverdag igen. Men det er et nyt år. Det betyder nye udfordringer og nye minder. Vi er herhjemme ikke helt sikre på, hvad det nye år skal bringe. Vi snakker meget om fremtiden, da vi jo har det her bryllup der skal planlægges og måske et hus skal købes. Alt dette har vi pt. ingen tidshorisont på, men håber vi at blive klogere på i 2017.
En ting der er sikkert er, at jeg skal tilbage på arbejde d. 17/3. Det bliver en helt ny hverdag, som vi skal til at bygge op igen. Jeg er spændt på 2017, fordi der ikke er en plan, der er ingen nytårsforudsæt og vi må se hvad det bringer.

Ps.

Jeg startede iøvrigt dagen rigtig Lea-style. Jeg lavede scrambeltegg. Jeg skulle bruge mælken. I køleskabet stod kun en lukket karton. Jeg havde lige skummet mælk til kaffe. Jeg var ret sikker på, at det mælk, tog jeg fra en karton halvt fuld. Mens jeg drejer rundt om mig selv, for at finde den skide mælk, opdager jeg at viskestykket ligger oven på en tændt plade på komfuret. En plade jeg må have tændt ved et uheld. Heldigvis brændte jeg ikke bygningen ned. Her for 30 min siden, 5 timer efter jeg brugte mælken, fandt jeg den oppe på skabet hvor mælkeskummeren plejer at stå. Jeg skal sove noget mere i 2017, det er helt sikkert! #trætmor #forfaenLea

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Scroll til toppen