Min ammehistorie #1

Nå, så blev klokken 04.50 og jeg går frem og tilbage med en baby på armen. Her har jeg gået 20 min., så kan lige så godt få noget ud af tiden. Jeg ville jo egentlig helst, at det var at sove, men det er ikke lige et vilkår herhjemme for tiden 💤

Som opfølgning på mit forrige indlæg, vil jeg dele min historie om mødet med at mætte et barn – eller i dette tilfælde to. Det lyder som en stor ting, men det er jo egentlig også et stort ansvar. Et ansvar, hvor det massive fokus, som før beskrevet, har overrasket mig. Jeg kan mærke, at jeg selv har brug for at skrive om det, for at efterreflektere, men måske der sidder en og læser med, der ligesom jeg, har fundet det hele lidt overvældende.

“Madforberedelse”

I min graviditet blev jeg scannet hver 2. uge, fordi Albertes vækst svingede. Den svingede mest til, at hun voksede for lidt. Det fyldte til sidst ret meget for os, fordi hvornår hun blev født og hvad hendes fødselsvægt endte med, havde stor betydning for vores start som familie. Endvidere havde det for opstarten også stor betydning, om jeg fødte vaginalt eller fik kejsersnit. De sidste læge og jordemodersamtaler gik på, at forberede sig på de forskellige scenarier. I de samtaler snakkede vi kun kort om amning. I journalen var blot noteret, at “Lea ønsker at amme, under de rette omstændigheder”. Jeg lod den også selv ligge der. Jeg tænkte amning, som en boks jeg skulle krydse af, intet andet.

Vi havde været til fødselsforberedelse to gange. En gang var forglemmelse og resten blev aflyst. Så da jeg blev sat igang sagde jeg til jordemoderen, at jeg på ingen måde var forberedt, men at jeg tænkte, at jeg fulgte hendes anvisninger og lyttede til min krop. Egentlig ret basalt og lige til, og klart det jeg vil praktisere igen, skulle der RENT HYPOTETISK komme en “næste gang”.

Sondebørn

Indskydelse; skrive-tid nu er resultatet af, at komme 30 min. for tidligt til en brunch-date med min madklub. Så her sidder jeg på en Froggys med min latte og blogger #trendyasF ! Nogen vil nok tænke “Lea, for tidligt, argh”. Sandheden er også, at jeg havde læst tidspunktet forkert. Klassisk Lea.

Nå, men det scenarie der så blev aktuelt var, at Alberte kom til verden 33% for lille. Jeg havde svangerskabsforgiftning, men fordi Alberte ikke ville tage mad på kop (da hun er født så lille skulle hun have mad inde for 30 min), blev vi indlagt på H6 (neonatal) istedet for D (barselsgangen). Det betød, at hun fik sonde og ikke skulle ammes fra start. Eller det vil sige, at det var der en del uenighed om.

Men hvad så med Agnes? Hun blev født gennemsnitlig i vægt, men blev selvfølglig medindlagt. Hende og jeg havde svært ved at få amningen op at køre. Så hun fik også mad på kop. Det gylpede hun en del af op, efter lidt tid. Anden gang hun skulle have mad på kop gylpede hun alt op. Hun skreg hele den første nat. Jeg husker, at jeg vågner og ser Simon vade frem og tilbage med hende – og lukker så øjnene igen. Situationen har været omvendt mange gange siden der, men jeg er ham evigt taknemmelig, for at lade mig sove så meget i starten, så jeg fik en god start på det hele. Dagen efter var Agnes gul, så hun fik også en sonde. Nu havde vi 2 sondebørn, som ikke ville ammes.

Hvad nu?

Jeg snakkede med sygeplejerskerne om, hvad der skulle ske. Vi blev enige om, at jeg skulle begynde at malke ud. Det var for at få mælken til at løbe til og holde produktionen ved lige. Det betød, at det hele blev endnu mere på rutine. Vi skulle skifte børnene, veje dem, ligge dem til, amme så længe de ville,  veje dem igen, for at finde ud af, hvor meget de skulle have i sonden, give sonde, malke ud, sterilisere, sove, REPEAT!

Det er sådan, at alt er nøje udregnet ift. vægt og alder, hvor meget og hvornår pigerne skulle spise. Når man så er sondebarn skal man igennem forskellige trin for at vurdere, hvornår man kan være foruden. Hele min menneskelige og pædagogiske overbevisning blev sat enormt på prøve. Det enkle barns situation var overflødig og skemaerne var herre over situationen. Der skulle præsteres for at blive honoreret og middelmådighed kunne ikke bruges.

Alt dette betød, at vi konstant vækkede børn, følte at vi tvangsfordrede dem og at vi blev gjort forkert i vores oplevelser.  Albert var fx. den kvarte tid om, at spise den samme mængde som Agnes. Alberte faldt dog hele tiden i søvn på brystet. Hun havde ikke kræfterne til mere – oplevede vi. Personalet derimod mente, at hun skulle arbejde mere for det. Hvad nu, hvis hun bare havde fået nok? Vi oplevede, at for hver dag var hun mere “stærk” og tog mere og mere, men hun skulle jo tage en bestemt mængde, før at det var ok. Så det vi oplevede som små sejre med hende, faldt hurtigt til jorden, når en sygeplejerske ikke var tilfreds.

Med Agnes, kunne vi se på hendes sonde, at hun nogen gange lå og skubbede maden tilbage i sonden. Hun gylpede samtidig en del. Men ifølge hendes alder og fødselsvægt skulle hun, ligeledes igennem den afmålte mængde. Heldigvis var nogle af sygeplejerskerne ikke så firkantet. De gav os lov til at kigge på pigerne og lære deres signaler at kende. Vi snakkede især med en om, at vi fandt det grænseoverskridende, at modellere sådan med pigernes behov. Hvad med at mærke sult selv?

Væk fra kontrol

Det var umuligt for os at aflæse signaler og umuligt for pigernes at “sende” dem inden de havde fået en pat i munden. Jeg har efterfølgende læst en artikel om (kan selvfølgelig ikke huske hvor), at man skal til at gå væk fra at babyer skal spise på bestemte tidspunkter og at hvert barn er forskelligt, så kan derfor ikke styres af skemaer, men af indre styring. Thank god! Jeg ville ønske at havde været aktuelt for os.

Jeg er med på, at det er alfa omega, at disse små børn får mad nok og at man med skemaer sikre alle. Sagen havde også været en anden, havde de været præmature eller var syge. Nu er det bare sådan, at vores børn blev kontrolvejet i hoved og røv, så mon ikke man opdagede, hvis de ikke tog på. En anden ting er trivsel og almene tilstand. Jeg vil mene, at disse faktore burde spille mere ind, end tal.

Alt dette vejning og kontrol, samt den store ros for det flotte antal milliliter, som jeg kunne malke ud tog jeg videre i min rolle som mor. Da vi endelig slap i gennem det de famøse trin og måtte komme hjem, var det med overtalelse og en bøn om, at lade os prøve at klare det selv. Vi skulle møde op til kontrolvejning efter to dage efter udskrivelse. Der havde pigerne en fin vægt og vi var ude af sygehusets hænder og skulle stå på egne ben.

At amme tvillinger

Der er mange der har spurgt mig, hvordan det er at amme tvillinger. Det er er virkelig svært at svare på og skrive om, da jeg aldrig har prøvet andet. Jeg dobbeltammede i stillingen, som man kan se nedenfor på billedet. Det gjorde jeg dag og nat. Var jeg ude, fx. på cafe, så enkeltammede jeg. Med ugerne blev pigerne mindre synkrone og så enkeltammede jeg mere og mere. Hvis det at amme, i sig selv, er en fuldtidsbeskæftigelse, så ved jeg ikke, hvad det er, at enkeltamme tvillinger. Jeg har lidt på fornemmelsen, at det at amme to, kræver lidt mere planlægning ift. madindtag fra morens side. Jeg skulle virkelig spise store mængder for ikke at blive dårlig. Nogle dage var der svært at nå. Vi begyndte derfor at købe flere “snacks”, som jeg hurtigt kunne spise, de dage, hvor jeg havde hænderne fulde og det hjalp en del.

Da hver barn, tvilling eller ej, er sit eget og ganske individuelt, så var det også ret spændende, fascinerende om man vil, at se, hvor forskelligt det var at amme dem. Alberte skulle lige have klippet sit tungebånd og så var hun ellers ret effektiv. Hende der eller var dømt ude. Så var det Agnes, som jo var helt “som hun skulle være” havde ret svært ved at amme. Ved hjælp af suttebrikker, kom vi endelig i gang. Den dag i dag har hun stadigvæk udfordringer med mundmotorikken. Det er som om, at hun ikke bruger den midterste del af tungen.

Det kunne være enormt hyggeligt at amme to. Mig og pigerne som en lille treenighed. Men det handlede ikke om mad, men nærvær. Det er to af samme ting, og så alligevel slet ikk. Når jeg dobbeltammede skulle jeg ikke dele min opmærsomhed, for begge børn fik lige meget på én gang. Det var en måde, hvor jeg kunne have begge piger tæt på mig, på en gang. Det der med at ligge og sove hos mig, på brystet ville de ikke så gerne – og slet ikke samtidig. Det var bedre ovre hos far.

Det kunne til tider også være udfordrerne, hvis den ene skreg den anden ind i hovedet. Især hvis den ene slog fra, var det med at få lagt den til igen, inden der var ballade fra begge. I kender måske det der med at amme en nysgerrig baby? Sådan to har jeg. Og en der altid skulle pille ved den anden, selvom glæden ikke var gensidig. Det gør hun stadigvæk 😉

En anden udfordring var, at jeg synes det var svært ikke lige at tilbyde “det andet bryst”, hvis jeg var i tvivl om der var mad nok på et bryst. Det har jeg set, stort set alle jeg kender, som der ammer gøre. Jeg begyndte derfor meget tidligt at tænke over om der var mad nok. også selvom de tog på, som de skulle.

 

Min ammehistorie ender med at blive lidt lang, så deler den op i 2. Her var første del. I næste del fortæller jeg lidt om min usikkerhed ved at amme og om hvorfor jeg stoppede med det efter 4 måneder.

God læsning.

Læs #2 del her

1 kommentar til “Min ammehistorie #1”

  1. Pingback: Tid til afklaring! - Tvillinger For To

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Scroll til toppen