Hverdag, en gammel kending og et farvel til noget betydningsfuldt

Det er vildt, hvordan det at have børn kan få ens følelsesregister til at nå mange forskellige yderligheder, på meget kort tid. Forrige indlæg handlede om, at det gik godt med pigerne – og det gør det jo egentlig også stadigvæk, men nøj jeg kæmper lidt med det hele disse dage.

1. De små ting, der pludselig bliver stor

Jeg har i længere tid været lidt presset af små ting. Kender I det? Små dumme ting! Fx. at skulle ringe til OUH og tjekke op på Albertes tid på øjenambulatoriet, for den har jeg ikke lige styr på. Agnes’ tandlæge tid, samt indlæggelse i næste uge (indlæg kommer). Eller at jeg mangler en mail ift. bekræftigelse af bilrengøring på torsdag. Jeg skal have solgt pigernes tøj, og jeg er jo matrialistisk fornæret mor, så jeg vil jo gerne lige købe pigernes vinterstøvler og tilbehør nu, hvor der stadigvæk er lidt fra sidste år på bud. Jeg har ikke lige fået tilmeldt mig undervisning på uni til tiden. Ja, og så er pigerne i tigerpring og jeg føler mig som en shity mor, fordi jeg er fyldt med så mange andre ting, så jeg ikke er der 100% for dem, men kun 95% …. eller 75% … Let’s be honest.

Det er småting og det er jo for helvede bare at få noget gjort ved det!
Problemet ligger i, at jeg falder i søvn om aftenen kl 20 … og hvis ikke, er jeg så træt at jeg ikke kan samle mig om noget😴 Måske lidt naivt, men havde forestillet mig, at når jeg nåede her til uge 33, så kunne jeg begynde at læse op til studiet. Ja, for jeg skal læse op. Det er ikke et krav, men en fordel – en fordel, som jeg gerne vil have. Hvilket leder mig til..

2. Fremmed hverdag

Studiestart. Jeg er SÅ dårlig til ikke at have kontrol. Nok derfor jeg ikke er så god til nye ting. Nu lyder det måske lidt kækt, men jeg er ikke spændt på at møde nye mennesker, for jeg har kun noget at vinde. Jeg er et sted i mit liv, hvor jeg har så mange bekendtskaber, som beriger mit liv, at jeg egentlig ikke behøver andre.

Det der fremprovokere en angst, som jeg ikke har hilst på i mange år, er det med, at skulle orientere mig i en ny bygning. Måske I tænker “ej come on, Lea”, men det er et kæmpe problem for mig. Det at handle i en butik, hvor jeg ikke ved hvor tingene er, kunne en gang give mig helt ondt i maven.

Et lille eksempel; en af de første gange, hvor jeg handlede alene, efter at have født pigerne, brugte jeg 10 min med hovedet i Nettos brødhus. Jeg ikke kunne huske, hvor nogle af tingene var. En butik jeg har handlet i, i 6 år #ammehjerne! Det udløste et lille angstanfald. I dag kan jeg heldigvis grine af det, for shit det har måtte set dumt ud.

Den specifikke situation har jeg dog konfronteret så mange gange nu, at jeg fint håndtere den. Nu skal jeg finde ud af, at håndtere uni-situationen. Det kræver nok en tur til Kolding eller 2 inden studiestart.

Nååååååååååeeee…. det faglige, siger du? Cand.it som blond pædagog, nej, det har jeg ikke tænkt så meget over. Det skal nok gå. w3schools.com here I come 😅

3. Farvel og på gensyn

I dag var sidste arbejdsdag. Sidste arbejdsdag på en arbejdsplads, som har fyldt og betydet meget de sidste 5 år!

Det har den sidste tid været mærkeligt, at være til stede på en arbejdsplads og så alligevel ikke følt ejerskab. Det er derfor godt, at få lukket det kapitel, men jeg vil savne Julesgade og dets værdier og de mennesker der står bag det enormt meget.

Juelsgade er et børnehus, som gør sig fortjent til bruge ordet faglighed. Det er et af de steder, der gør mig stolt af at være pædagog. Det er høje forventninger, hvilket gør, at jeg som mor nok også er møg irriterende i mine børns vuggestue, fordi jeg også holder dem op til den standart. Men skal der ikke også være høje forventninger og professionalisme, når det kommer til vores børn?

Juelsgade er lidt som en familie. Vi kan diskutere og være uenige, men i sidste ende er det fordi vi vil børnene og hinanden det bedste. Folk er der altid for hinanden – også til at fortælle en, hvornår man bare skal tie stille 😉 Jeg er stolt af, at have været en del af noget, hvor der hver dag (i hvert fald næsten, vi er vel alle mennesker), søges efter, at blive klogere og forbedre os. Jeg har følt mig inspireret og jeg er vokset som menneske. Uanset hvor glade mine børn er, der hvor de er, så vil jeg alle dage ønske, at de gik i Juelsgade. Det er 5 år af mit liv, jeg aldrig vil fortryde. Derfor er i dag også en mærkelig dag. Jeg er glad, lettet,træt, taknemmelig, spændt, ked af det, begejstret og det hele er ok! Fremtiden den kan man ikke spå, men hvordan man vil leve den, det må man selv tage ansvar for. Jeg tænker, at det er det, som jeg prøver på, med det valg som jeg har truffet.

Vil nyde det sidste af aftensolen med lidt af de fine gaver jeg har fået af forældre, børn og kollegaer i dag – tak 🙌🏻

Tak fordi du læste med!

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Scroll til toppen